Kapitel 9 · 9.2
SPAM-filtre: bloker afsendere, domæner og ord
Med SPAM-filtre blokerer du mail ud fra en fast regel: en bestemt adresse, et helt domæne, et ord eller en størrelse. Det er praktisk til spam, som SpamAssassin fortsat lukker igennem, eller til en afsender, du slet ikke vil høre fra mere. Filtrene gælder for hele domænet, altså for alle mailbokse på det domæne samtidig.
Tilføj et filter
- Klik i menuen under E-mailadministration på SPAM-filtre.
- Kontroller øverst til højre, at det rigtige domæne er valgt.
- Vælg under Bloker efter (1), hvad du vil filtrere efter (se tabellen nedenfor).
- Indtast under Værdi (2) adressen, domænet, ordet eller tallet.
- Klik på Bloker (3) eller tryk på Enter. Filteret står herefter på listen.

| Bloker efter | Hvad indtaster du? | Eksempel |
|---|---|---|
| Én fuldstændig afsenderadresse. | tilbud@reklamefirma.dk | |
| Domæne | Alt efter @. Al mail fra det domæne bliver blokeret. | reklamefirma.dk |
| Stopord | Et ord, der står i emnet eller teksten. | casino |
| Størrelse | Beskeder over denne størrelse bliver blokeret. Klik på spørgsmålstegnet ved siden af rullemenuen for at se forklaring på enheden. | Kun i særlige tilfælde. |
Bemærk: Et stopord virker også på dele af ord. Blokerer du et kort ord, risikerer du også at stoppe almindelig mail, hvor ordet indgår som en del af et andet ord. Vælg derfor et ord, der kun optræder i spam.
Hvad der sker med blokeret mail
Under listen finder du Indstillinger:

- Voksenfilter (2): aktiverer du denne afkrydsning, stopper DirectAdmin også mail med ord, der tyder på voksenindhold.
- Handling ved filtermatch (3): vælg Afvis e-mail for at smide mailen væk med det samme, eller Send til spamboks for at lægge den i spammappen. Vælg spamboksen, hvis du er i tvivl, så kan du stadig finde en mail frem igen, hvis den er blokeret ved en fejl.
Fjern et filter
Marker filteret på listen, og klik øverst til højre på Slet.
Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg oprette et filter for én mailboks? Nej, SPAM-filtre gælder for hele domænet. Vil du sortere eller slette mail pr. mailboks, skal du lave en regel i dit mailprogram, som Outlook, Apple Mail eller Thunderbird.
Hvad er forskellen fra SpamAssassins sortliste? Sortlisten i SpamAssassin (se Opsætning af SpamAssassin) markerer mail som spam, hvorefter din indstilling under Blokeringsstrategi afgør, hvad der sker med den. Et SPAM-filter blokerer mailen med det samme, også hvis SpamAssassin er slået fra. Desuden kan du med et SPAM-filter også filtrere på ord og størrelse.
Spammen kommer hele tiden fra en anden adresse. Så hjælper et filter på én adresse ikke. Bloker domænet, hvis det altid er det samme, eller brug et stopord, der går igen i alle de beskeder. Sæt desuden SpamAssassin strengere (se Opsætning af SpamAssassin).
